Stranden
Her kan jeg føle mig lille, ydmyg og magtesløs, når havet stiger og raser og vinden pisker mig i ansigtet uanset, hvordan jeg vender mig. Jeg mærker, hvordan min færden i livet begrænses af dette frådende hav…
Men lige så meget åbner havet for alle drømme og muligheder, når det er i ro. ”Herfra min verden går…” I disse dage først i marts begynder fiskesæsonen. Op af havet skyder pælene side om side og mellem dem spænder vi nettene ud. Chance for fisk efter næste vandtid? Eller finder jeg rav – ja så er jeg Kongen af Danmark.
Jeg kan bruge timer på at nyde og studere og undre mig over muslinger og snegle, tang og sepiaskaller, pinde og andet godt, som ligger i opskyl fra sidst havet var inde. Hver gang er lommerne fulde, når jeg vender hjem. Er der noget spiseligt? Kan det bruges til en uro? Hvor kommer det fra? Hvad lever dyrene af? Eller ih, hvor er den bare flot.
Vadevandring
En tur i bare tæer ud over den tørlagte havbund, hvor alle bliver klogere på det beskyttede, vigtige, fantastiske område, som Vadehavet udgør. De spændende snegle, orme, muslinger, fisk, fugle og sæler, der alle er lever i et øko-system, vi ikke finder mage til andre steder i verden. En tur som skoleklasser og alle andre på besøg på øen ikke bør være foruden. Vi går ca. 1.5 km ud over vaden og har for “enden af vejen” mulighed for på 200 m’s afstand at nyde flere hundrede rastende sæler.
Strandengen
På østsiden af øen er kysten meget dynamisk. Havet tar´ og havet gir´. Vandet her er mere smult end på vestsiden, og de yderstvoksende salt- tålende planter indfinder sig Vi finder kveller, også kaldet fattigmands-asparges fordi de smager så godt, de smukke strandasters som på en grill er meget velsmagende, og i juli blomstrer hindebæger , der indbyder til en buket eller til en dram sammen med strand-malurt. Dertil fugle, insekter og spiselige myrer i hobetal. Og alle både dyr og planter har hver deres strategi til at kunne leve i dette meget salte miljø. De fineste strandenge finder vi på Grønningen til nord og Hønen mod sydøst.
.
© Kirsten A. Stidsholt • Landevejen 25 • Sønderho • Fanø • Tlf.: +45 2142 6043
© Webdesign Sven Dall